1. okt. 2025
Af Simone Løvstad Kristensen

Rørende årsag: Derfor sagde Margrethe Vestager ja til at lave reality-tv

Margrethe Vestager.
Margrethe Vestager.
Foto: Martin Høien
Annonce
Margrethe Vestager og Connie Nielsen har været på en vild rejse i Uganda for at lave tv. Nu sætter hun ord på oplevelsen og fortæller om deres tætte venskab, som går langt tilbage.

Efter ti år som Danmarks EU-kommissær vinkede Margrethe Vestager i slutningen af 2024 farvel til jobbet i Bruxelles. Nu har hun i stedet bevæget sig over i universitetsverdenen og er flyttet hjem til Danmark.

Men det store skifte i hendes liv skulle markeres på en eller anden måde, tænkte hun.

Derfor valgte hun at takke ja til at medvirke i tv-programmet ”Verdens Vildeste Race” på Kanal 5, hvor hun sammen med skuespiller og filminstruktør Connie Nielsen skal dyste mod komikerne Christian Fuhlendorff og Lasse Rimmer i Uganda om at komme hurtigst på tværs af landet og løse udfordringer undervejs.

– Jeg tænkte, at når jeg skal være på hold med Connie, så er det næsten en no brainer, og jeg var holdt op med EU-jobbet og skulle flytte, og flytningen var en kæmpe opgave, så jeg havde brug for at gøre et eller andet for at markere det skifte, og jeg er ikke til yoga-retreats, fortæller Margrethe Vestager til BILLED-BLADET.

https://imgix.billedbladet.dk/2025-09-30/connie-nielsen--marg_68dbc22a1f231.jpg
Margrethe Vestager og Connie Nielsen er taget til Uganda for at være med i ræset "Verdens Vildeste Race".
Foto: Pressefoto/Warner Bros. Discovery

Hun fortæller, at hun ikke ville have været med i programmet, hvis det ikke havde været for Connie Nielsen. De har fået et tæt venskab gennem årene og havde lyst til at lave noget sjovt sammen.

Annonce

– Jeg mødte Connie for efterhånden ret lang tid siden, da hun havde brug for at vide, hvordan EU-kommissionen fungerer, og hvad jeg arbejdede med, så hun kom forbi, forklarer Margrethe Vestager.

Siden da har deres venskab kun taget fart.

Margrethe Vestager har blandt andet besøgt Connie i hendes hjem i San Francisco, og da Connie Nielsen i 2023 modtog Rungstedlundprisen af dronning Margrethe, var Vestager med og støttede sin veninde.

Annonce

Connie Nielsen vandt prisen for sin rolle som Karen Blixen i Viaplay-serien ”Drømmeren – Karen Blixen bliver til”.

Nu kan den tidligere EU-kommissær og skuespilleren tilføje endnu en oplevelse i venindebogen, og selvom Margrethe Vestager aldrig havde troet, hun skulle deltage i et reality-program, ser hun tilbage på turen med stor glæde.

– Jeg synes i det hele taget, at det var en vild tur. Jeg ville ikke være taget til Uganda, hvis det ikke var for ræset og oplevelsen med Connie. Det var vildt for mig at lave tv på den måde. Det har jeg ikke prøvet før, og jeg tror heller ikke, jeg kommer til det igen, slår hun fast.

”Verdens Vildeste Race” kan ses hver onsdag klokken 21.00 på Kanal 5 eller streames på HBO Max.

Mere om: