
Kongehuset afslører datoen: Her flytter Frederik og Mary

Efter at have nydt sommeren i Kancellihuset ved Fredensborg Slot er det snart tid for kongeparret til at flytte.
Af den kongelige kalender fremgår det nemlig, at der den 5. oktober er residensforlæggelse til Frederik VIII's Palæ på Amalienborg.

Kongeparrets sommerresidens dukkede tilbage i august op i bedste sendetid på DR, da dronning Mary var med i "Søren Vesters Have". Her viste hun rundt i haven ved Fredensborg Slot, hvor hun blandt andet brænder for biodiversitet og den ro, naturen giver.
I år bliver det desuden et særligt flyt tilbage til hovedstaden for kongefamilien: Det bliver nemlig uden både kronprins Christian og prinsesse Josephine.
Kronprins Christian er i gang med sin løjtnantsuddannelse på Antvorskov Kaserne i Slagelse, mens prinsesse Josephine efter eget ønske er begyndt på Spir Efterskole i Snaptun i Jylland.
Sidste år blev residensforlæggelsen til Frederik VIII's Palæ også uden kronprins Christian. Her var han nemlig på et længerevarende ophold i det østlige Afrika.
