
Alfred Midé Erichsen nåede at tænke det værste: Det var virkelig ubehageligt

Nerverne sad udenpå tøjet hos Alfred Midé Erichsen og Camilla Dalsgaard, da de fredag aften stod i den såkaldte dødsbanan i ”Vild med dans”.
En efter en blev parrenes navne råbt op, men den 25-årige eventyrer og hans dansepartner måtte vente til allersidste sekund, før de kunne ånde lettede op.
De var det ottende og sidste par, som gik direkte videre til program 3 af ”Vild med dans”.
Tilbage stod Skinz og Mille Funk, som røg i omdans med Peter Løvenkrands og Jenna Harson – sidstnævnte måtte forlade konkurrencen.
- Det var virkelig ubehageligt at stå der til sidst. Så jeg er meget lettet, sagde en rystet Alfred Midé Erichsen til BILLED-BLADET efter showet.
- Ja, og da der var fem par tilbage, nåede jeg at sige til Alfred, at det blev tæt nu. Da der var tre par tilbage, sagde jeg ”er du klar til en samba mere?”, indskød Camilla Dalsgaard.

Parret var derfor ovenud lykkelige for at få en uge mere i ”Vild med dans” efter en veloverstået samba.

- Jeg er meget tilfreds med mig selv. Jeg synes, at jeg gav den alt, hvad jeg havde, og det er jeg virkelig glad for, lød det med et smil fra Alfred Midé Erichsen, mens Camilla Dalsgaard tilføjede:
- Jeg er megastolt. Han har gjort det så godt. Jeg har arbejdet lidt med, at Alfred skal bryde nogle grænser en gang imellem. Det at skulle starte alene på gulvet er én ting, noget andet er at ryste numse for hele Danmarks befolkning!

