
Luxembourgs nye storhertug afslører: Guillaume drømte om et helt andet job

Store dele af Danmark var på den anden ende, da dronning Margrethe sidste år abdicerede, og hendes ældste søn blev konge.
Fredag var det Luxembourgs tur til at gennemgå et tronskifte, og det lille land har dermed fået et nyt storhertugpar.
Guillaume er den ældste af storhertug Henris børn, og han har altid vidst, at det en dag var ham, der skulle gå i sin fars fodspor.

Det ændrer dog ikke på, at storhertug Guillaume også har haft en anden drøm, og i forbindelse med tronskiftet afslørede han, at han i et andet liv gerne ville have været kok.
Det skriver Spiegel.
- Jeg elsker så meget at lave mad. Det beroliger mit sind fuldstændigt, fortalte den nye storhertug og afslørede, at han blandt andet er glad for at lave den luxembourgske klassiker Gromperekichelcher, som er en kartoffeltret.
Et job som kok har storhertug Guillaume ikke fået, men mon ikke, han en gang imellem kokkerer derhjemme til familien, som består af storhertuginde Stéphanie og sønnerne prins Charles og prins François.


