
Ondsindede kommentarer om deres ægteskab: Nu svarer prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett igen

I september fik Netflix-dokumentaren "Rebel Royals: An Unlikely Love Story" premiere, og siden har prinsesse Märtha Louise og ægtefællen Durek Verrett været i vælten.
Parret udtaler sig blandt andet om deres forhold til den norske kongefamilie, ligesom de fortæller ærligt og åbent om deres parforhold.

Der er mange meninger om den norske prinsesse og shamanens forhold, og i en ny video på Instagram adresserer parret én bestemt ting, som går igen i kommentarfeltet på de sociale medier.
I videoen illustrerer parret de mange kommentarer, der vælter ind med bemærkninger om, at deres ægteskab er et såkaldt "lavender marriage".
Et "lavender marriage" er et ægteskab mellem to personer, hvor en eller begge parter er homoseksuelle, men gifter sig for at skjule deres seksuelle orientering.
I dokumentaren fortæller flere i parrets omgangskreds da også, at de troede, at Durek Verrett var homoseksuel.

I Instagram-videoen skifter parret da også tøj til at være klædt i lavendelfarvede nuancer.
– Vi kan godt li' lavendel, men det virker bare ikke rigtigt, skriver parret til videoen, hvorefter de igen skifter tøj til noget mere spraglet.
– Ordinært er ikke noget for os. Vi elsker bare, tilføjer de og tager hinanden i armene og ser hinanden dybt i øjnene.
