
Tv-læge fik dronning Silvias livvagter på nakken: De troede, at en orkidé var en bombe

Mikael Sandström, der er en kendt tv-læge i Sverige, har netop udgivet sin selvbiografi, der bærer titlen "Sånt är livet: Berättelser från akuten".
I bogen fortæller han ifølge Expressen om en episode med dronning Silvia, hvor hendes livvagter med lægens egne ord "gik amok".

Dronning Silvia skulle indvie en operationsstue på Lindesberg Hospital, og tv-lægen, der på grund af sin solbrune kulør har fået tilnavnet "Soldoktorn", havde naturligvis sørget for en gave i anledning af det royale besøg.

– Og så kom dronningen, og hun fik en orkidé, der var blevet leveret i en ukendt papkasse, så Säpo (Säkerhetspolisen, som svarer til PET, red.) troede, det var en bombe. De gik amok og tog den orkidé og kastede den ad helvede til. Og alle troede, den ville eksplodere. Men der skete ingenting, fortæller tv-lægen om optrinnet til Expressen.
