
Sonny Fredie Pedersens karakterer vakte undren: Nu kommer han med ærlig erkendelse

I sidste uge var Sonny Fredie Pedersen den dommer, som gav nogle af de højeste karakterer, men fredag aften var det helt omvendt.
”Vild med dans”-dommeren vendte lidt på en tallerken og lå pludselig i den lavere ende karaktermæssigt end sine meddommere Marianne Eihilt og Lene James Mikkelsen.
Det kunne man som seer måske godt undre sig lidt over, men faktisk var det helt bevidst. Det afslørede han efter showet.
- Ja, jeg har lavet et lille ”reset” på mine karakterer, for når vi kommer et par uger ind i programmet, og jeg rigtig kan begynde at se, at nydanserne bliver gode, så nytter det ikke noget, at jeg sidder og kaster alt for mange 6, 7 og 8-taller ud, forklarede Sonny Fredie Pedersen til BILLED-BLADET og uddybede:
- Vi er kun i uge tre, og mine forhåbninger er, at flere af nydanserne når virkelig langt, når de allerede er så gode nu. Så det er klart, at jeg bedømmer parrene ud fra, hvordan feltet ser ud. Det er nok derfor, man oplevede, at jeg lå lidt lavere i karakterer.

Et af de par, som tidligere lå i toppen, var Camilla Ottesen og Thomas Evers Poulsen.

Fredag aften endte de på en 6. plads og fik et 5-tal af Sonny Fredie Pedersen for deres samba.
- Dansen var god, men der var et eller andet, der ikke lige rørte mig med den dans. Det kan være, at det bliver helt anderledes i næste uge, men der manglede lidt sensualitet i sambaen, konstaterede dansedommeren.

