
Molly Egelind falder i svime, når ægtemanden taler om sin nørdede hobby: Det er meget romantisk

Molly Egelind lyser op i et stort smil, når snakken falder på hendes store kærlighed.
Den 37-årige ”Sygeplejeskolen”-stjerne har siden 2016 været gift med Benjamin Katzmann Hasselflug.
Og hun synes, at han er yderst romantisk.
- Jeg tror, at det mest romantiske, min mand har gjort og bliver ved med at gøre, er, at han gør sig umage for vores liv sammen. At han ikke tager mig eller vores lykke for givet, men at vi begge to ved, at det kræver arbejde og dedikation. Det, synes jeg, er det mest romantiske, fortæller Molly Egelind til BILLED-BLADET.

Der er dog også en anden ting, som kan få skuespilleren til at falde i svime over sin ægtemand. Og det er en hobby, som måske kan lyde lidt nørdet.
- Jeg synes også, det er meget romantisk, når Benjamin i minutiøse detaljer fortæller om sine miniaturefigurer, som han maler og bruger enormt meget tid på. Jeg har været nødt til at sætte en male-station op inde i stuen, for ellers fik jeg aldrig set ham, udbryder Molly Egelind med et smil og tilføjer:
- Han er min bedste ven, og vi laver alt sammen.

”Sygeplejeskolen”-stjernen føler, at hun og ægtemanden er et perfekt match.

- Vi er rigtig gode sammen, fordi vi er fleksible og lader hinanden lave ting hver for sig. Det er sindssygt vigtigt at opleve noget uden for den familie, vi har skabt sammen, og det gør vi rigtig meget, forklarer Molly Egelind og uddyber:
- Vi har også en insisteren på, at vores liv skal blandes sammen. Der er ikke noget, der hedder min vennegruppe og hans vennegruppe. Det giver meget til os alle sammen og vores børn, at vi er en stor flok, der holder sammen.


Ægteparret mødte i sin tid hinanden på Skuespillerskolen i Odense og er forældre til døtrene Ellinor og Wilma.
