16. okt. 2025
Af Josephine Sjelhøj

Medie: Kong Charles dropper juleinvitation til prins Andrew

Prins Andrew og kong Charles ved begravelsen af hertuginde Katharine af Kent. 
Prins Andrew og kong Charles ved begravelsen af hertuginde Katharine af Kent.
Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix
Annonce
Når den britiske kongefamilie traditionen tro samles på Sandringham til jul, bliver det angiveligt uden prins Andrew. Det skriver The Times.

Til december samler kong Charles igen hele familien, når julen fejres på Sandringham. Igen i år bliver det dog uden prins Andrew.

Det påstår flere medier herunder The Times.

Ifølge mediets kilder ønsker kong Charles ikke at se sin lillebror ved årets julefejring grundet prins Andrews seneste skandale i medierne.

For nylig blev en gammel mail fra prins Andrew til sexforbryderen Jeffrey Epstein, som døde i 2019, lækket, og det har fået hele sagen til at blusse op igen.

"Jeg er lige så bekymret for dig! Du skal ikke bekymre dig om mig! Det lader til, at vi er i dette sammen og bliver nødt til at hæve os over det. Ellers må vi holde kontakten, så leger vi noget mere snart!!!!" lød det i mailen fra 2011, som blev sendt fra prins Andrews officielle emailadresse, hvor han benyttede den automatiske signatur: "HRH The Duke of York KG".

Fakta

Prins Andrews skandalesag - helt kort 

2011: Et gammelt billede af prins Andrew med armen om en 17-årig Virginia Giuffre - der var et af Jeffrey Epsteins ofre - bliver offentliggjort.

2014: Prins Andrews navn bliver for første gang offentligt nævnt i forbindelse med de seksuelle overgreb i sagen mod Jeffrey Epstein. I de efterfølgende år bliver han blandt andet anklaget for selv at have begået overgreb mod Virginia Giuffre.

2019: Prins Andrew bliver interviewet af BBC Newsnight, hvor han nægter alle anklager om seksuelt overgreb. Han hævder desuden, at han droppede al kontakt til Jeffrey Epstein i decemeber 2010.

2021: Virginia Giuffre indgiver en civilsag mod prinsen ved en føderal domstol i New York.

2022: Prins Andrew og Virginia Giuffre indgår forlig, hvor prinsen betaler hende, så sagen afsluttes uden en dom.

2022: Dronning Elizabeth fratager sin søn retten til at benytte sin "HRH"-titel. Prins Andrew mister samtidig sine militære titler og protektorroller.

2025: En gammel mail fra 2011 fra prins Andrew til Jeffrey Epstein bliver lækket. I mailen skriver prinsen blandt andet, at han og sexforbryderen "er i dette sammen".

 

Ordlyden i mailen viser, at prins Andrew stadig havde en relation til Jeffrey Epstein efter deres venskab angiveligt sluttede. Flere anser det som et bevis på, at prinsen løj i sit berygtede BBC Newsnight interview i 2019.

Annonce

Kong Charles ønsker angiveligt derfor hverken at se ham eller hertuginde Sarah, når resten af familien fejrer jul om få måneder.

Kong Charles ønsker ifølge mediet også, at det tidligere ægtepar - som stadig bor sammen - forbliver usynlige, hvis de deltager i fremtidige begivenheder med den kongelige familie. Han ønsker desuden, at de undgår at bruge offentlige indgange og udgange i tilfælde af, at de dukker op til begivenheder.

Annonce

Prins Andrew og hertuginde Sarah blev også væk fra kongefamiliens julefejring i 2024, efter prinsen blev sat i forbindelse med en påstået kinesisk spion. Dengang blev han angiveligt også rådet til at holde lav profil.

Abonnement på BILLED-BLADET

Det er ikke længe siden, at en gammel mail fra prinsens ekskone også så dagens lys. I en mail fra 2011 undskylder hun til Jeffrey Epstein for at have taget afstand til ham. Heri kalder hun ham desuden en "uovertruffen ven". Efterfølgende har en talsperson for hertuginde Sarah forklaret, at mailen blev sendt for at forhindre et injuriesøgsmål.

Annonce

Sagerne om de lækkede mails fra York-parret kommer, efter de begge deltog ved begravelsen af hertuginde Katharine af Kent i september.

Her vakte det stor forargelse, da prins Andrew og hertuginde Sarah dukkede op ved Westminster Cathedral. Det er angiveligt ved begivenheder som disse, at kong Charles fremover ønsker, at lillebroren holder lav profil.

Mere om: