
Kun få dronninger må klæde sig sådan: Dronning Mathilde fulgte særlig regel

Tidligere på ugen mødtes kong Philippe og dronning Mathilde med pave Leo under et besøg i Rom.
Her var det belgiske kongepar i en privat audiens hos den katolske kirkes overhoved i Vatikanet.
Under besøget var dronning Mathilde klædt helt i hvidt – og det er der en særlig grund til. Det er nemlig kun få udvalgte, der må bære hvidt under en audiens hos paven.

Reglen kaldes ”il privilegio del bianco” og går ud på, at visse royale kvinder har det privilegie, at de må bære hvidt under mødet med paven i stedet for sort, som der ellers er tradition for.

Privilegiet gælder for dronningerne af Spanien og Belgien, storhertuginden af Luxembourg og fyrstinden af Monaco, der alle må bære hvidt i pavens selskab, hvis de er katolikker.
Dermed er det for tiden Spaniens dronning Letizia, Belgiens dronning Mathilde, Luxembourgs storhertuginde Stéphanie og Monacos fyrstinde Charlene, der har det særlige privilegie.
Desuden nyder Spaniens tidligere dronning Sofia, Belgiens tidligere dronning Paola og Luxembourgs tidligere storhertuginde Maria Teresa også stadig privilegiet.

Privilegiet gælder desuden også for prinsesser af Huset Savoy – og dermed har 90-årige prinsesse Marina også lov til at bære hvidt i mødet med paven.
Reglen gælder ikke for dronninger, der er katolikker, men som er gift med en protestantisk konge – som for eksempel Hollands dronning Maxima, der altså skal bære sort under møder med paven.
