
Kongehuset deler nyt om prinsesse Marie: Gør det i næste uge

Siden sommeren 2023 har prins Joachim og prinsesse Marie boet i USA med deres to fælles børn, grev Henrik og komtesse Athena. Familien bor på den anden siden af atlanten i forbindelse med prins Joachims job som forsvarsindustriattaché på Danmarks ambassade i Washington D.C.
Derfor er det ikke ofte, at deres navne fremgår i den kongelige kalender.
Men snart har prinsesse Marie en royal pligt på programmet. Det afslører kongehuset i deres nyeste opdatering.
Lørdag den 8. november skal prinsessen åbne The Danish Club of Washington D.C. Inc.’s Danske Julebasar, som afholdes i St. Elisabeth's Church.
Bliver i USA
Der er blevet gættet meget på, hvornår prins Joachim og prinsesse Marie mon vender hjem til Danmark, og i september bekræftede kongehuset, at der går nogle år endnu.
Prins Joachims stilling i Washington D.C. er nemlig blevet forlænget til udgangen af august 2027. I den forbindelse forklarede det kongelige par til Berlingske, at de blandt andet havde taget beslutningen for børnenes skyld.
- Vi bliver her, så Henrik kan færdiggøre high school. Det er det, der giver bedst mening, hvis vi gerne vil lave den store pakke med børnene. Så det er tanken, forklarede prins Joachim til Berlingske.
