
Hvad sker der? Dronning Mary er dybt optaget af, hvad der sker på skærmen

Mary Fonden blev stiftet i 2007, og siden har fonden med dronning Mary i spidsen arbejdet inden for indsatsområderne mobning og trivsel, ensomhed og vold i familien.
Inden for hvert indsatsområde er der sat en række initiativer i søen, som dronning Mary naturligvis følger tæt med stor interesse.

Tirsdag morgen deler Mary Fonden på Instagram et foto af dronning Mary, hvor hun er meget optaget af noget, der foregår på en skærm.
– "De er reflekterede og skarpe." Sådan sagde H.M. Dronningen efter at have set vores videoer om danskernes viden om ensomhed. Ensomhed er et af Mary Fondens indsatsområder. Derfor optager det også vores formand, forklarer Mary Fonden om det, dronning Mary ser på skærmen.
I videoen ser Mary altså en gruppe danskere, der fortæller, hvad de ved om ensomhed. Og netop dét at tale om ensomhed er yderst vigtigt, understreger Mary Fonden.
– At tale om ensomhed og forstå følelsen bedre er første skridt til at komme den til livs. Vi skal vide, hvor udbredt den er, hvordan den kan føles, og hvilke konsekvenser den kan føre med sig.
