
Skete uden familiens samtykke: Nu er salg af Johnny Madsen-kollektion droppet

Kopper, t-shirts og kalendere med citater fra den afdøde sanger og sangskriver Johnny Madsen skulle have ramt detailhandlen fra den 27. oktober, men det har hans søn, Rasmus, sat en stopper for.
Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern ifølge B.T.
Det er ifølge mediet Henrik Røde Jensen, der står bag bogen ”Johnny Madsen uden filter”, som ønskede at skabe kollektionen af Johnny Madsen-merchandise.

Ifølge TV 2 Nord bestod kollektionen også af indkøbsnet, huer og t-shirts.
På Johnny Madsens officielle facebook har sønnen, Rasmus, skrevet, at det er foregået uden samtykke fra familien.
- Jeg må blot endnu engang gøre opmærksom på sandheden og meddele at dette foregår fuldstændigt uden samtykke fra vores familie og er et tiltag vi tager afstand fra, lyder det fra Rasmus Madsen på facebook.
Efter planen skulle kollektionen have været at finde i butikkerne fra 27. oktober, men forlaget, som står bag kalenderen, og Henrik Røde Jensen valgte i stedet at trække stikket, skriver TV 2 Nord.

Nu står de med en masse kalendere, som ikke skal sælges alligevel, og til TV 2 Nord fortæller forlaget Derfors pressechef, Klaus Kristensen, at det drejer sig om en betydelig sum.
Forlaget ønsker at køre en erstatningssag for tabet af salget samt en injuriesag mod Johnny Madsens søn, Rasmus, for hans udtalelser.
- Vi har også andre klienter end Henrik Røde Jensen. Så vi har også et renomé, vi skal forsvare og leve videre med, siger Klaus Kristensen, pressechef på forlaget Derfor til TV 2 Nord.
Johnny Madsen døde den 4. november sidste år. Han blev 73 år.
