
Dynamitdrengene samlet midt i København: Jesper Olsen og stjernekammeraterne havde en festlig aften
Den tidligere fodboldhelt og flyvende fløjspiller på træner Sepp Pionteks dynamitlandshold fra 1980’erne, 64-årige Jesper Olsen, var i godt selskab, da han midt i København holdt en intim og festlig komsammen i en helt særlig anledning.
Jesper fejrede sammen med familie og nære venner, at han sammen med forfatteren Steffen Pedersen netop har udgivet en ren perle af en biografi med titlen “Dribleren”.
Til udgivelsesfesten i Gyldendals fine lokaler i den gamle del af hovedstaden kunne en veloplagt Jesper Olsen hygge sig sammen med et par af sine gode holdkammerater fra 1980’ernes gyldne æra.
Et markant årti, som bød de danske roligans på det sprængfarlige og ultraoffensive dynamitmandskab under ledelse af træner Seppp Piontek.


Jesper Olsen omgivet af kærlighed
Jesper var på sin store aften omgivet af gode landsholdsvenner som Søren Lerby, 67, og Frank Arnesen, 69, som Olsen ikke kun var på hold med, når Danmark gik på banen til EM- og VM-kampe.
Jesper spillede også sammen med Lerby og Arnesen i den hollandske storklub Ajax Amsterdam.
Forsvarsklippen Søren Busk, 72, og raketbacken John Sivebæk, 64 år, var såmænd også med til at fejre, at Jesper har sendt bogen “Dribleren” på banen.
De gamle dynamitdrenge havde en fest, og de var naturligvis klar til et holdbillede, da BILLED-BLADETs fotograf spurgte pænt om at få lov til at lave et pletskud af de gamle stjerner side om side.
