
Deler billeder fra slottet: Prins Carl Philip og prinsesse Sofia fik vigtige gæster

Da prins Carl Philip og prinsesse Sofia blev gift i sommeren 2015, oprettede de samtidig en fond, som på svensk hedder "Prinsparets Stiftelse."
En af deres mærkesager er digital sikkerhed - især for børn og unge - og tirsdag havde parret inviteret til et vigtigt møde i den anledning.
Carl Philip og Sofia var taget til det kongelige slot i Stockholm, hvor de fik besøg af UNICEFs chef, Catherine Russell.
På Instagram har det royale par delt billeder fra besøget, og de skriver samtidig, at de havde en interessant og givende diskussion om børns rettigheder og det vigtige arbejde, som UNICEF gør for verdens børn.
"@prinsparetstiftelse og @unicefsverige har samarbejdet om digital sikkerhed i flere år. Vi satte pris på muligheden for at fortælle UNICEF-chefen om vores fonds arbejde," skriver prins Carl Philip og prinsesse Sofia til billederne.

