
I USA gik noget op for ham: Erkan Özden kalder sin families historie beviset for “den danske drøm”

Da Erkan Özden var korrespondent i Washington fra 2011 til 2014, gik det for alvor op for ham, hvor meget Danmark betyder for ham.
Det fortæller tv-værten i et interview med BILLED-BLADET i forbindelse med udgivelsen af bogen ”Små mænd med store hænder – Barn af en gæstearbejder”, hvor han for første gang skriver åbent om sin families rejse fra farfarens liv i en landsby i Tyrkiet til farens vej til Danmark som gæstearbejder frem sit eget liv som dansker med rødder et andet sted.
– Da jeg var korrespondent i USA, fik jeg en øjenåbner, da jeg tænkte på den amerikanske drøm. Vi har jo levet den ”danske drøm”, og vi er et bevis på det. Vi har opnået noget, fordi vi gik efter noget, og vi søgte lykken. Det er faktisk gået godt, og det er lykkedes. Det har ikke været uden omkostninger, og der har også været mange ting, vi har slået os på. Men det er i det store hele jo faktisk gået meget godt. Det kan godt være, at vi taler om USA som mulighedens land, men Danmark er meget mere mulighedens land, end USA er, fortæller Erkan til BILLED-BLADET.

Han er derfor taknemlig for, at hans far valgte netop Danmark, da han blev gæstearbejder i starten af 1970’erne.