
Hella Joof er tilbage efter sygemelding: Kunne risikere at blive blind

Efter en operation i øjet måtte instruktør og forfatter Hella Joof trække stikket i flere uger.
Hun aflyste alt. Podcastoptagelser, foredrag, og hun skulle have været på Bogforum og fortæller om sin nye bog "Hvorfor er lykken".
Men det blev der ikke noget af, da hun pludselig blev ramt af nethindeløsning, som betød, at hun måtte trække stikket.
Heldigvis er der godt nyt, da hun nu kan begynde at arbejde igen.
Det fortæller hun i denne uges podcast ”En anden tid”, som hun har sammen med Abdel Aziz Mahmoud og Zelma Lewerissa.
- Jeg har jo ikke været syg på den måde, at jeg lå og kastede op. Men jeg har skullet være i ro, fordi mit øje skulle have ro. Jeg måtte ikke arbejde, lyder det fra Hella Joof i podcasten.
Kunne risikere at blive blind
Hella Joof er altså tilbage på jobbet, men det er ikke første gang, at hun pludselig bliver ramt af nethindeløsning. Det skete første gang tilbage i sommer, fortæller hun.
Men for nogle uger siden var den gal igen, og selvom det ikke var med hendes gode vilje, at hun måtte aflyse alt, var det bedre end konsekvensen. For hvis man ikke holder øjet i ro, kan man risikere at blive blind.
Hella Joof fortæller, at hun dog har fået noget af synet tilbage, men det er stadig ikke tilbage på fuld styrke, men nok til at hun kan arbejde igen, lyder det.

