
Sørgelig nyhed: Åge Hareide har kræft i hjernen

Det er en hård tid for den tidligere danske landstræner Åge Hareide og hans familie.
Åge Hareide har nemlig fået kræft i hjernen og er stærkt svækket efter strålebehandlingen.
Det fortæller han og sønnen Bendik til den norske avis VG og afslører samtidig, at Åge Hareide derfor ikke skal forventes at blive set som fodboldtræner nogen steder lige nu.
Åge Hareide fik diagnosen i slutningen af juli og gennemgik derefter seks uger med strålebehandling, skriver VG.
Kort forinden havde han overvejet et landstrænerjob i Oman, men det blev desværre ikke til noget.

Forsøger at se positivt på situationen
Sygdommen har taget hårdt på den 72-årige nordmand, som nu blandt andet har begrænset tale.
- Vi har snakket om det, og vi kan håbe på fodbold-VM til sommeren, men det kommer an på… Nu koncentrerer vi os først og fremmest om at få en fin jul. Mere kan vi ikke sige nu, siger sønnen Bendik til VG.
Åge Hareide var landstræner for det danske landshold fra 2016 til 2020.
Under hans ledelse nåede holdet ottendedelsfinalen ved VM i 2018, og han førte også Danmark til EM 2020, som på grund af corona først blev afholdt året efter, da Kasper Hjulmand havde overtaget jobbet.
