
Prinsesse Marie overrasker med ny video: Sender hilsen med godt juleråd
Prinsesse Marie har sikkert, som så mange andre, fået pyntet godt op derhjemme med adventslys og kalenderlys.
Og der er ingen tvivl om, at levende lys er en af de allerhyggeligste elementer i den mørke tid.
Men ikke desto mindre er det supervigtigt samtidig at huske på brandsikkerheden, og her giver prinsesse Marie et godt råd.
Det sker i en spritny video, der godt kunne se ud til at være optaget hjemme i Washington.
Videoen er produceret i samarbejde med Beredskabsstyrelsen i anledning af Nordisk røgalarmdag, og her opfordrer prinsesse Marie til, at man hjælper andre, som kan have brug for en hånd til at sætte en røgalarm op eller til at sikre, at den nuværende virker.
Prinsesse Marie udtaler blandt andet:
- Nordisk røgalarmdag skal huske os alle på vigtigheden af at have røgalarmer i vores hjem. Hvis du har en fungerende røgalarm i dit hjem, øger du dine chancer for at blive advaret, inden branden når at brede sig. På den måde kan en røgalarm redde både dit eget og andres liv.
Se hele videoen med prinsesse Marie øverst i artiklen.



Fakta
Brande i private hjem
• Langt de fleste brande i private hjem, hvor brandvæsnet er tilkaldt, opstår i hjem uden en fungerende røgalarm.
• Brandvæsenet rykker årligt ud ca. 2.750 gange til brande i private hjem. Gennemsnittet for de seneste fem år viser, at brandene topper i december.
• De fleste brande i private hjem, som brandvæsenet rykker ud til, opstår i køkkenet.
• Det anslås, at der årligt opstår ca. 40.000 brande i private hjem, som folk selv formår at håndtere uden at tilkalde brandvæsenet.
• Cirka en tredjedel af dem, der har oplevet en brand i deres hjem, siger, at branden opstod ved brug af levende lys, herunder også på juletræ eller i dekoration.
• 78 pct. af befolkningen siger, at de har røgalarmer opsat i deres hjem. Hvis du er blandt dem, der endnu ikke har opsat en røgalarm, så gør det nu og skab tryghed i hjemmet.
Kilder: Beredskabsstyrelsens ODIN database samt TrygFonden og Beredskabsstyrelsens befolkningsundersøgelse fra 2023, ”Brand og røgalarmer i danske hjem”, foretaget af Epinion.
Fakta
Fem gode råd om røgalarmer
•Sørg for, at røgalarmer kan høres fra alle soverum
•Sæt mindst én røgalarm op på hver etage
•Tjek og rengør dine røgalarmer mindst én gang om året
•Gør det nemt. Sæt røgalarmer op med dobbeltklæbende tape
•En røgalarm lever ikke evigt – tjek dens datomærkning
Kilde: Beredskabsstyrelsen