
Bojana Popovic åbner op om sine børn: De har det svært
Mens Bojana Popovic er til VM med det danske landshold, må hun undvære sine to børn.
Sammen med sin mand Petar Popovic har hun børnene Lea og Krsto på 11 og 12 år, og det ikke helt nemt for dem, når mor er væk hjemmefra.
– De har det hårdt og svært, men de er vant til det, da jeg var på det montenegrinske landshold og med Boducnost har jeg rejst tit til Champions League kampe. Men de har det helt sikkert hårdt, men det er, som det er, og de ved, at sport giver nogle muligheder, hvor man skal rejse og være væk fra hinanden, men når vi er hjemme, bruger vi tiden rigtig godt sammen, fortæller Bojana Popovic til BILLED-BLADET.
Dyrker samme sportsgrene som forældrene
Hendes mand, Petar Popovic, har tidligere spillet basketball, og forældrenes glæde for håndbold og basketball er tydeligvis smittet af på børnene.
– De spiller sport selvfølgelig. Hun spiller håndbold, og han spiller basket. De får lov at vælge, hvad de vil, og hun er i håndbold, og hvis hun er glad for det, skal hun fortsætte, men lige så snart, at hun ikke er glad for det mere, så behøver hun ikke fortsætte med håndbolden, men de begge to skal blive i sport, indtil de vokser lidt. Jeg synes, sport er vigtig, mens de er små. De lærer disciplin og at have tålmodighed, og det er godt for kroppen, forklarer Bojana Popovic.
Bojana Popovic giver sine børn lov til selv at vælge, hvad de vil, og det er ikke afgørende for hende, at de får stor succes med sportsgrenene, så længe de har det godt og trives. Det er det vigtigste, slår hun fast.

