
Greve Ingolf og grevinde Sussie besøger kongeligt familiegravsted: Stemningsfuld oplevelse

Sidste år drillede vejret, men i år kunne greve Ingolf og grevinde Sussie af Rosenborg heldigvis igen tage afsted til Sjælland for at besøge gravsteder tilhørende familiemedlemmer.
Greveparret har en fast tradition hvert år ved juletid at tage til Roskilde Domkirke, hvor den danske kongeslægt gennem 1.000 år er blevet begravet.
I domkirken lagde greveparret syv kranse forskellige steder.
Greve Ingolfs forældre, arveprins Knud og arveprinsesse Caroline-Mathilde, ligger i krypten sammen med andre familiemedlemmer i Glücksborgernes Kapel.

Lagde kranse
- Vi meldte vores ankomst på forhånd, så de kunne åbne kapellet for os. De havde tændt levende lys, det var så stemningsfuldt, forklarer greveparret, da BILLED-BLADET taler med dem på vej hjem fra besøget i Roskilde mandag eftermiddag.
Greveparret har tidligere forklaret, at det også er i Glücksborgernes Kapel deres urner bliver henstillet, med særlig tilladelse fra dronning Margrethe.
Besøgte flere kirkegårde
Udover at besøge domkirken i Roskilde tog greveparret også til Sorgenfri Kirkegård, hvor greve Ingolfs første hustru, grevinde
Inge og søster, prinsesse Elisabeth, ligger begravet, og til Lyngby Kirkegård, hvor grevens bror og svigerinde, greve Christian og grevinde Anne Dorte, er begravet.
Undervejs nød greveparret også de smukke julelys-dekorationer, da de kørte forbi Tivoli og Hotel d'Angleterre, fortæller de.