
Damian Czarnecki føler sig tom indeni: Men alligevel har han et spinkelt håb

Det var en følelsesladet aften i Forum Horsens, da finalen i ”Vild med dans” løb af stablen fredag den 28. november.
Da showet var slut, gik det for alvor op for de professionelle dansere, at det var den allersidste sæson af det populære TV 2-show.
Det gjaldt i den grad også for danseren Damian Czarnecki, som dansede med Pusle Helmuth i sæson 22.
- Jeg er meget tom indeni. Det har været fire år for mig, der har været virkelig vidunderlige. Jeg tror, at overskriften på min rejse i ”Vild med dans” må være taknemmelighed, lød det fra en rørt Damian Czarnecki, da BILLED-BLADET mødte ham.

Stor succes i udlandet
Selv om TV 2 har meldt ud, at det nu er slut med ”Vild med dans” efter 20 år, så har den professionelle danser en fornemmelse af, at det godt kan vende tilbage igen i fremtiden.

- Både USA og Polen har lidt fornyet sig selv og rykket programmet over på en ny kanal, forklarede Damian Czarnecki og fortsatte:
- I USA er det åbenbart det største nogensinde nu, og det samme i Polen, hvor det er blevet en kæmpe succes på den nye kanal, fordi man har gjort nogle nye ting. Så der er håb!

”Vild med dans” er en stor succes verden over, hvor det i USA kører under titlen ”Dancing with the Stars” og i England hedder ”Strictly Come Dancing”.
