
Prins Harry dukker pludselig op i talkshow og joker om royalt skuespil

Midt i "The Late Show with Stephen Colbert" onsdag aften var der pludselig en prins, der entrerede studiet.
Og ikke en hvilken som helst af slagsen.
Det var nemlig Californiens egen prins Harry, der dukkede op og lavede jokes om amerikanske julefilm med den kendte talkshow-vært Stephen Colbert.
Ifølge People Magazine lagde Stephen Colbert op til joken ved at tale om det problematiske i, at romantiske julefilm giver en urealistisk forventing om, at almindelige mennesker tror, de pludselig møder en prins på gaden.
Og det var så prins Harrys "cue" til at dukke op bag værten, mens han lod som om, han var gået forkert.
Prins Harry forklarede, at han troede, han var på vej til audition på den fiktive film "The Gingerbread Prince Saves Christmas in Nebraska", muligvis med hentydning til prins Harrys flotte, røde hår.
Undervejs i sketchen nævner prins Harry sine talenter indenfor helikopterflyvning og ridning, som måske kan bruges i en film.
Til slut, mens Stephen Colbert og prins Harry omfavner hinanden og den kunstige sne daler ned på scenen, kan Stephen Colbert meddele, at Harry har fået rollen som "den officielle juleprins i Late Show".
Samme dag som prins Harry kunne ses på tv i "The Late Show with Stephen Colbert", stillede den britiske kongefamilie i øvrigt an med fornem gallamiddag på Buckingham Palace i anledning af statsbesøget fra Tyskland.




