
De spiller Valde og Tala i Valdes Jul: Sådan er deres forhold i virkeligheden

Det var en drøm, der gik i opfyldelse for Flora Augusta, da hun landede rollen som Tala TV 2-julekalenderen ”Valdes Jul – Skovens Vogter” i 2023.
Nu er hun tilbage på tv i efterfølgeren ”Valdes Jul – Vintermiraklet”, hvor hun og vennen Valde møder nye udfordringer og magiske væsner på deres vej.
Karakteren Valde, som er skovens vogter, spilles af det unge stjerneskud Sander Løkke Borg.
Han er i dag 17 år gammel, mens Flora August er fyldt 15 år. Her ses de, da de mødtes til et pressemøde på julekalenderen i november.

Tætte venner
”Valdes Jul – Vintermiraklet” blev optaget for halvandet år siden, og Flora Augusta sætter ord på, hvordan forholdet til hendes medspiller Sander er i virkeligheden.

- Vi er rigtig tætte venner, så det var dejligt at vende tilbage. Vi var allerede meget trygge ved hinanden fra den første optagedag, fortæller Flora Augusta med et smil til BILLED-BLADET.

Holder af Tala
I den nye TV 2-julekalender kæmper Tala, der er halv ulv og halvt menneske, med sin identitet og er flyttet ind hos Valdes familie.

- Det var dejligt at være tilbage i Talas univers. Jeg holder meget af hende, og jeg kan godt genkende det med at tvivle på sig selv og nogle af de udfordringer og problemer, hun har, forklarer Flora Augusta.

