
Leah Isadora slog sig løs i Vild med dans: Storesøster sad blandt publikum

Der var glimmershorts, girl-power og ”Single Ladies”-moves for alle pengene, da prinsesse Märtha Louises mellemste datter lørdag aften gik på dansegulvet.
Det var da heller ikke et hvilken som helst dansegulv, Leah Isadora Behn slog sig løs på. For rullende kameraer indtog hun sammen med tre veninder gulvet i den norske udgave af ”Vild med dans”, der sendes på TV 2 Norge.
Det skriver norsk Se og Hør.
Selv om manges øjne formentlig har været på den 20-årige prinsessedatter, var det hendes veninde Tale Torjussen, der var aftenens hovedperson.
Influenceren Tale Torjussen deltager i programmet med professionelle danser Antonio Careri. Og det var hende, der lørdag havde inviteret sine veninder, som udover Leah Isadora talte Frida Seemann og Julie Fiala, til at akkompagnerer dansetrinene.
Temaet for aftenen var ”ikoner”, og deltagerne hyldede både familiemedlemmer, venner og store Hollywood-stjerner.

Leah Isadora Behns veninde havde valgt at hædre den amerikanske sangerinde Christina Aguilera og havde indhentet inspiration fra filmen ”Burlesque” (2010), som Aguilera havde hovedrollen i. Og veninderne gav den derfor gas i et burlesque-nummer.
Ifølge norske SE og HØR var der stor jubel fra tilskuerrækkerne, ikke mindst fra Leah Isadora Behns storesøster, Maud Angelica Behn, som havde taget turen til studiet for at heppe på lillesøster.
Maud Angelica, som gør sig som kunstner, havde til aftenen kreeret et skilt: Heia Tale, Leah, Frida & Julie!!!” stod der skrevet på skiltet, hvorpå der også var tegnet adskillige hjerter.

Mens storesøster sad klar i studiet, så mor, prinsesse Märtha Louise, med på skærmen. Det kan man se på Instagram, hvor prinsessen har delt en story, hvor hun skriver, hvor stolt hun er af datteren.
Lørdagens program var kvartfinalen i dansekonkurrencen, og veninder hjalp Tale Torjussen mod finalen, mens det blev et exit for den norske sangerinde Carina Dahl.
Leah Isadora Behn er datter af Norges prinsesse Märtha Louise og afdøde Ari Behn. Hun er dermed barnebarn af kong Harald og dronning Sonja.
Leah Isadora Behn er som kongeparrets barnebarn en del af kongefamilien, men har ingen kongelige titler og arbejder i dag som influencer, ligesom hun ejet sit eget make-up-brand.
Udover søsteren Maud Angelica har hun lillesøsteren Emma Tallulah.
