
Bekræfter privat padelkamp: Kong Frederik i duel med Novak Djokovic

Tirsdag skulle kong Frederik have spillet en padelkamp mod en af verdens største tennisspiller.
Verdensstjernen Novak Djokovic er på besøg i Danmark i forbindelse med, at han er investor i juicevirksomheden Joe & The Juice.
Nu bekræfter virksomheden over for Ekstra Bladet, at Novak Djokovic og kong Frederik mødtes til en padelkamp tirsdag.
- I den sammenhæng har vi benyttet lejligheden til f.eks. at få Novak til at lave en træningssession med udvalgte JOE-kolleger nede i vores JUICER GYM i House 11, vores butik i Grønnegade, her til morgen, ligesom han i går, sammen med en JOE-kollega, spillede en padelkamp mod Kong Frederik og hans padelmakker, i et privat arrangement, skriver Rune Chrøis, Head of Corporate Communication i virksomheden til mediet.
Kong Frederik har altså spillet padel mod grand slam-vinderen, lyder det.
Men det er ikke den første stjerne, som kong Frederik møder i en padelduel. Han har tidligere spillet mod de danske stjerner Michael Laudrup, Christopher og Malte Ebert.


Fakta
Hvad er padel?
Padel kan i grove træk beskrives som en kombination af tennis og squash. Dog har sportsgrenen sine egne regler, ligesom der bruges anderledes udstyr og tilbehør til padel.
En padelbane måler 10 meter i bredden og 20 meter i længden. Banen er omgivet af høje vægge, der aktivt bruges i spillet. På lige fod med en alm. tennisbane er den delt op på midten med et net, der løber langs jorden.
Padel har en historie, der kan spores tilbage til Mexico i 1960'erne. I dag er det dog i Spanien, at sporten er mest fremtrædende. Det ses også på det professionelle plan, hvor Spanien er et af de lande, der har opnået mest succes.
Læs meget mere om padel sporten her!