
Wauw, hvor er hun voksen at se på: Prinsesse Estelle ligner sin mor mere og mere

Julen er for alvor kommet til det kongelige slot i Stockholm mandag, hvor man traditionen tro modtog juletræer fra Skoghögskolan.
De senere år har vi været heldige også at se kongelige børn være med til modtagelsen af juletræer, og i år er der fuld plade.
Det svenske kongehus offentliggjorde mandag eftermiddag billeder af dronning Silvia, der sammen med prinsesse Estelle, prins Oscar, prins Julian, prins Gabriel, prins Alexander, prinsesse Leonore, prins Nicolas, prinsesse Adrienne og nyeste skud på stammen, prinsesse Sofia og prins Carl Philips lille prinsesse Ines, som kom til verden den 7. februar i år, modtog juletræerne.
En ting, der især springer i øjnene, når man ser billederne af dronning Silvia med børnebørnene, er, hvor voksen prinsesse Estelle pludselig ser ud.
Kronprinsesse Victoria og prins Daniels ældste bliver 14 år til februar, og hun er i den grad skudt i vejret de senere år.
Hendes smarte sæt med nederdel, jakke og ballerinasko giver hende også et mere voksent look, og det står efterhånden klart, at hun ligner sin mor kronprinsesse Victoria mere og mere.
Da der skulle tages billeder af juletræsseancen kunne hun også hjælpe med at holde sin lille kusine prinsesse Ines, og det kom der nogle skønne pletskud ud af.





