
Prins Harry og Meghan deler hidtil uset pletskud: Så store er børnene blevet

Julehilsnerne er strømmet ind fra kongehuset verden over de seneste par dage.
Nu har prins Harry og hertuginde Meghan meldt sig i koret.

På hertugindens officielle Instagram har hun delt et skønt familiefoto for at ønske glædelig jul.
Ifølge Hello Magazine er der tale om et hidtil uset foto af familien, der også inkluderer deres to børn prins Archie og prinsesse Lilibet.
Billedet viser far og søn i varm omfavnelse samt mor og datter med panderne mod hinanden og et stort smil.
Noget af det, der er iøjnefaldende, er, hvor store børnene er blevet.
Prins Archie fyldte seks år i maj. I juni fyldte prinsesse Lilibet fire år.
På billedet ser de to børn omtrent lige høje ud på trods af aldersforskellen.
Det er sjældent, at parret viser deres børn frem, men den seneste gang var til et velgørenhedsarrangement tidligere på året.
Familien har tradition for at sende julehilsner ud, og de er altid prydet af skønne fotos.
Bemærkelsesværdigt ved denne års hilsen er, at det er et familiefoto, som offentligheden ikke har set før.
Pletskuddet er taget i idylliske omgivelser, men historien melder intet om, hvor det er.
