
Dronning Silvia fylder 82 år: Sådan skal hun fejres

Det er i dag en ganske særlig dag i det svenske kongehus.
Dronning Silvia kan nemlig fejre sin 82-års fødselsdag, og selvom det er juleaften i morgen, skal dronningens fødselsdag naturligvis også markeres.
Her til morgen har det svenske kongehus lykønsket hende på Instagram, og senere venter så en fejring i familiens skød.

(artiklen fortsætter efter Instagram-opslaget)
Men ifølge Svensk Damtidning er det ikke alt, dronning Silvia ved om fejringen.
Det er en overraskelse
Hendes mand, kong Carl Gustaf, kan nemlig godt lide at overraske hende, og han udvælger derfor hvert år et nyt rum på slottet, hvor fødselsdagsmiddagen skal indtages.
Dronning Silvia får blot at vide, at hun skal tage en fin kjole på, mens kong Carl Gustaf står for resten.
Kongen har intet mindre end 192 værelser at vælge imellem, og han har tidligere fortalt, at det er et stort privilegium at have så mange steder at spise middag.

Og ifølge Svensk Damtidning har dronning Silvia tidligere sagt, at overraskelsesmomentet er det, der gør fejringen så speciel.
Til fejringen vil hele familien være til stede, mens Silvias mange børnebørn allerede får lov til at komme om eftermiddagen, så de små også kan være med til at fejre deres mormor/farmor.
