Annonce
23. dec. 2025
Af Maria Hoang

Kronprinsesse Mette-Marits ærlige udmelding har haft vild effekt: Antallet af organdonorer er eksploderet

Kronprinsesse Mette-Marit har siden 2018 lidt af den kroniske sygdom lungefibrose. 
Kronprinsesse Mette-Marit har siden 2018 lidt af den kroniske sygdom lungefibrose.
Foto: Jesper Sunesen
Annonce
I sidste uge afslørede kronprinsesse Mette-Marit, at hendes lungesygdom er forværret, og at hun på sigt skal have en lungetransplantation.

Det var tungt og trist nyt, Norges kronprinsesse Mette-Marit i sidste uge delte i NRK's "År med kongefamilien".

Den 52-årige kronprinsesse fortalte i tv-programmet, at hendes lungesygdom er forværret i sådan en grad, at hun og lægerne nu forbereder sig på, at hun på sigt bliver skrevet op til en lungetransplantation.

Og selvom kronprinsessen delte trist nyt, så har den haft en positiv effekt.

NRK skriver nemlig, at antallet af registrerede organdonorer er eksploderet efter kronprinsesse Mette-Marits udmelding.

Det norske medie har modtaget tal fra det norske Sundhedsdirektorat over, hvor mange der de sidste dage har registreret sig som organdonor.

Kronprinsessens udmelding kom fredag, og dagen før var antallet af nyregistrerede organdonorer 48 personer, mens det dagen efter var 58.

Annonce

Om lørdagen, dagen efter kongehusets udmelding om Mette-Marit, var tallet eksploderet til hele 930, søndag lød på 462, mens der om mandagen var hele 1112 personer, som registrerede sig som organdonorer.

Fakta

Kronprinsesse Mette-Marits sygdomsforløb

Kronprinsesse Mette-Marit kunne i 2018 dele den triste nyhed, at hun lider af den kroniske sygdom lungefibrose.

Lungefibrose er en sjælden kronisk lungesygdom, hvor lungerne bliver stive og dårlige til at ilte blodet. Det sker, fordi der danner sig arvæv i de små lungebærer.

Sygdom har ved flere lejligheder sat begrænsninger for, hvad kronprinsessen har kunnet deltage i, da sygdommen påvirker både åndedræt og energiniveau.

I oktober 2025 gennemførte kronprinsesse Mette-Marit en måneds lungerehabilitering, og vendte stærkt tilbage til flere officielle opgaver.

I december blev det så offentliggjort, at kronprinsessens tilstand er forværret, og at hendes læge går med tanker om at skrive hende på venteliste til lungetransplantation.


Meget glædeligt

Den opadgående kurve vækker begejstring hos Cathrine Marie Lofthus, der er direktør for det norske Sundhedsdirektorat:

– Det er rigtig dejligt, at kronprinsessen er åben omkring dette. For hende og alle, der er i samme situation, er det meget glædeligt, siger hun til NRK om tallene og tilføjer, at de slet ikke havde forventet sådan en udvikling.

Mere om: