
Kronprinsesse Mette-Marit reagerer på Marius Borg Høiby-sagen

2025 går på hæld, og for den norske kongefamilie har sagen om Marius Borg Høiby været noget af det, der har fyldt allermest i løbet af året.
Kronprinsesse Mette-Marits søn blev i sommer tiltalt for i alt 32 alvorlige forhold, heriblandt vold, voldtægt og trusler, og den 3. februar 2026 begynder retssagen mod ham.

I NRK's "Året med kongefamilien", hvor man ser tilbage på året, der er gået, fylder sagen naturligvis også, og i den forbindelse udtaler Mette-Marit sig nu.
- Det jeg måske er mest ked af er at blive kritiseret for, hvordan vi har håndteret det som forældre. At vi ikke har taget det alvorligt. Det synes jeg er svært. At blive så hårdt kritiseret i en situation, hvor vi har forsøgt at gøre det bedste og søgt professionel hjælp. Det føles lidt uretfærdigt, siger hun ifølge norsk Se & Hør.
Hun understreger desuden, hvor utrolig meget selvbebrejdelse, man som forælder føler i sådan en situation.
Undervejs i sagen har der også været skriverier om kronprinsesse Mette-Marit. Det norske medie VG skrev tidligere på året, at kronprinsessen havde ringet og advaret sin søn, inden han blev anholdt i august 2024, mens hun også skulle have gjort rent i hjemmet, hvor han opholdt sig.
- Jeg synes, det har været ret krævende at blive anklaget for så alvorlige ting, hvilket jeg selvfølgelig ikke har gjort, siger kronprinsesse Mette-Marit, uden at hun nævner konkret, hvilke anklager hun tænker på.
