
Lars von Trier trodser sygdom: Fejrer 70 år med personlig kunstudstilling

Tilbage i februar kom det frem, at filminstruktøren Lars von Trier er blevet tilknyttet et plejecenter, hvor han har fået en plejebolig stillet til rådighed og får hjælp til behandling af sin parkinsonsygdom. Det skrev filmmagasinet Ekko.
Men selvom fysikken skranter, så er det ikke noget, som får ham til at stoppe med at arbejde.
Til næste år fylder Lars von Trier 70 år, og det skal markeres på særlig vis.
Han har nemlig været kurator på en personlig kunstudstilling på kunstmuseet J.F. Willumsens Museum.
Når udstillingen åbner til juni, får man et unikt indblik i de værker, som har inspireret ham og dannet grundlag for hans arbejde med film gennem årene.
Udstillingen kan ifølge Willumsens Museum ses fra 6. juni til 20. september, hvorefter der rykker videre til Stockholm på Thielska Galleriet og kan ses frem til januar 2027.

