
Skuespiller til casting på Jo færre jo bedre: Kunne have fået Steen Langebergs job

I ”Jo færre jo bedre” gælder det om at komme med de mest obskure svar, og de seneste dage har TV 2 sendt en række nye programmer, hvor kendte danskere har kloget sig på for eksempel, grand prix, Tyskland og tv.
Steen Langeberg er vært på programmet, og det har han været, lige siden allerførste afsnit blev sendt i 2019.

Fra skuespiller til vært
Men som det er med den slags programmer, havde man også andre til casting, før man besluttede sig for, hvem der skulle stå i spidsen.
Og nu afslører en af TV 2-værtens ’konkurrenter’, at han også var i spil til jobbet. For Jakob Fauerby, som faktisk medvirker i grand prix-udsendelsen, var til casting i sin tid.

På Instagram skriver skuespilleren, at han var med til at lave dummy på ”Jo færre jo bedre”, og også at han altså var i spil som vært på programmet. Han stod desuden standby, mens coronapandemien stod på, hvis nu værten skulle gå hen og blive smittet, skriver han. Det skete dog ikke, og derfor har Jakob Fauerby aldrig stået i spidsen for programmet.
Nu har han dog været med som deltager, og sammen med Line Kirsten Nikolajsen forsøger han at komme med de allerbedste svar. Se, hvordan det går, på TV 2 Play.

