
I tårer på tv: Da snakken faldt på eksmanden, måtte Prinsesse Märtha Louise holde en pause

Både herhjemme, i Norge og mange andre steder ude i verden er der blevet skrevet og sagt meget om prinsesse Märtha Louise og hendes mand, shaman Durek Verrett, og senest har det kendte par givet et eksklusivt interview til TV 2.
De medvirker i kulturprogrammet ”Insider”, og undervejs i interviewet kommer de vidt omkring.

For rullende kamera bliver prinsessen på et tidspunkt også meget rørt, og hun må flere gange lige tage nogle sekunders pause, fordi hun bliver for berørt til at tale.
Det sker, da snakken falder på hendes eksmand, Ari Behn. Parret var gift fra 2002 til 2017. Han tog sit eget liv i den 25. december 2019.
Han døde midt i julen, og netop højtiden er for Märtha Louise og hendes tre børn svær at komme igennem.
Fakta
Har du det svært?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så fortæl det til nogen. Det hjælper at få sat ord på de tunge tanker og følelser.
- Du kan ringe til Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05.
- Du har også mulighed for at chatte med Livslinien via deres hjemmeside.
Livsliniens rådgivning er også for pårørende og efterladte.
Er du akut selvmordstruet, skal du ringe 112.

Højtiderne er svære
I ”Insider” fortæller hun, at december for hendes børn nærmest er som en trist julekalender, hvor de hver dag kan tælle ned til deres fars dødsdag.
Den tårevædede prinsesse fortæller ligeledes, at hendes døtre bliver bedre og bedre til at leve med sorgen. Særligt fremhæver hun den ældste, Maud Angelica Behn, som ved sin fars begravelse holdt en utroligt stærkt tale, som gik lige i hjertet på mange.

Siden da har Maud betydet meget for mange andre i lignende situationer, og hun har været rundt for at tale om og bidrage til at forebygge selvmord, fortæller prinsesse Märtha Louise stolt på tv.
Hele interviewet kan ses i ”Insider” på TV 2 klokken 18.20 eller allerede nu på TV 2 Play.

