
Spiller far og søn: For Nicolai Jørgensen har Jens Jørn Spottags opførsel sat aftryk

Nicolai Jørgensen spiller Frederik i anden sæson af ”Dag & nat”. Han er i gang med sin speciallægeuddannelse på børneafdelingen.
Seerne stiftede allerede bekendtskab med ham i første sæson, hvor han var én af de nye på fødegangen.

Frederik er usikker på sine egne evner, og det gør, at han enten overkompenserer, eller søger hjælp hos sin far, der er praktiserende læge.
Faren bliver spillet af Jens Jørn Spottag. Frederiks far er indlagt med kræft i tyktarmen.
For Nicolai Jørgensen har det været fantastisk at arbejde sammen med netop Jens Jørn Spottag, fordi han ser op til den måde, han arbejder på.
- Jens Jørn er virkelig en institution. Han rummer bare så meget ekspertise og elegance. Det at have ham på set, var som at have en kaptajn. Han var bare så klar i mælet. Han vidste præcis, hvad en scene eller en situation manglede, fortæller Nicolai Jørgensen til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Han satte høje professionelle krav uden at være urimelig. Han havde bare så høj en standard. Jeg så virkelig meget op til den måde, han arbejder på, og hele hans virke. Han er fantastisk!
Selv om Frederik af sin far, der er blevet overflyttet til hospitalet, hvor Frederik arbejder, mener, at sønnen skal stole på sig selv og sine evner, er det svært for ham.

Det kan skuespilleren godt selv nikke genkendende til.
Han peger også på at usikkerhed om sine evner er en stor del af skuespillerfaget generelt.
- Det kan man især i skuespilfaget, som jo er svært af afmåle. Nogen synes noget om én, og hvis ikke man gør noget ud af sit håndværk, eller sætter sig ind i de mekanikker, der er omkring det, kan det være svært at sætte finger på, hvad det er. Tit har man også hørt folk har set en film og så siger de, om den var god eller dårlig, men hvor det jo egentlig ikke rigtig siger noget om filmen, fortæller han.
