
Det har været svært for Kevin Møller at tage afsked: Er afklaret med konsekvenserne
Kalenderen siger januar, og det betyder, at de danske håndboldherrer står over for en slutrunde, og denne gang er det EM på hjemmebane, der venter spillerne.
For landsholdsmålmanden Kevin Møller bliver det noget anderledes i år, end da han var med til VM sidste år. Her måtte han nemlig forlade slutrunden og missede de afgørende kampe, da Danmark sikrede sig guldet.
Han og hustruen blev forældre for anden gang til deres lille søn, Ludvig, som kom til verden under slutrunden. Parret har også datteren Ingrid, og med to børn er der nok at se til for den lille familie.
Savnet til familien er også noget af det, som har fyldt hos Kevin Møller, inden han tog afsted.
– Jeg synes, det var meget specielt at skulle tage afsked, da vi skulle møde ind. Det er da også noget, som har fyldt meget op til og fylder en lille smule i løbet af dagene, fortæller den 36-årige målmand til BILLED-BLADET og uddyber:
– Men vi er her jo også for at have fokus på håndbold, og så må man være afklaret med konsekvenserne, at man giver afkald på hjemmefronten. Jeg er jo så heldig, at min hustru, Louise, hun er yderst godt egnet til at håndtere de to børn alene og får også hjælp fra familien. Så det gør det jo lidt lettere for mig at være afsted, når jeg ved, at alting er i gode hænder derhjemme, understreger Kevin Møller.
Vil have hele oplevelsen med
Kevin Møller er da også klar til at give den gas på banen, og han glæder sig over, at de spiller på hjemmebane, for det er planen, at han får besøg af sin hustru og datteren Ingrid i Boxen.
Det ser stjernekeeperen meget frem til, og han håber, at han denne gang kan få hele oplevelsen med ved EM.
– Jeg glæder mig i hvert fald meget til ikke at have i baghovedet, at der kan ske en fødsel lige rundt om hjørnet. Nu ved vi ligesom, hvad der er, og så kommer der ikke nogen overraskelser, forhåbentlig, slutter han.
