
Nicks familie blev overrasket i Min sidste gave: Særlig overraskelse til sønnen blev klippet ud

Det var rørende scener, der udspillede sig, da kræftramte Nick Mønsted fra Silkeborg fik lov til at overraske sine børn med en flyvetur i en helikopter i DR-programmet "Min sidste gave".
Men det var ikke kun flyveturen, der var en overraskelse for familien.
Nick Mønsteds 10-årige datter, Ina, blev også overrasket af sangeren Michael Hausted, som kom forbi den lille familie, da de spiste kaffe og kage på en kro.
Men Nick Mønsteds 14-årige søn, William, fik også sin helt egen overraskelse. En, der dog endte med at blive klippet ud af programmet.

Det fortæller Nick Mønsted i et interview med BILLED-BLADET.
– Hele hans værelse var fyldt med kanelgifler. 60 poser. Han har ikke nogen idoler hængende, men han elsker kanelgifler. Han køber dem tit på vej hjem fra skole, siger familiefaren med et grin.
William stod lamslået i døren.

– Det var et fantastisk øjeblik. En dag, hvor vi bare var sammen og hyggede os, erindrer Nick Mønsted, da han tænker tilbage på dagen.