
Prinsesse Irene havde ikke selv børn: Hendes søskendes børnebørn spillede stor rolle ved begravelsen

Prinsesse Irenes familie var samlet for at sige et sidste farvel, da hun mandag blev begravet fra Mitropolis-katedralen i Athen.
Blandt deltagerne var bl.a. hendes søster, dronning Sofia, og hendes svigerinde, dronning Anne-Marie, der var gift med prinsesse Irenes afdøde bror, kong Konstantin.
Men også en lang række af prinsesse Irenes søskendes børn og børnebørn var til stede i katedralen – blandt andet dronning Sofias tre børn, kong Felipe, prinsesse Elena og prinsesse Cristina og kong Konstantins fem børn, Pavlos, Nikolaos, Philippos, Alexia og Theodora de Gréce.

Prinsesse Irene fik aldrig selv børn, men hun havde et nært forhold til sine nevøer og niecer og til deres familier.
Hun var fadder til flere af sine søskendes børn, og så fik hun også den særlige ære, at hendes niece, prinsesse Cristina, valgte at opkalde sin datter efter mosteren.

Da den spanske prinsesse fik en datter i 2005, fik den lille ny nemlig navnet Irene.
Ved prinsesse Irenes begravelse spillede flere af hendes søskendes børnebørn en særlig rolle – heriblandt prinsesse Cristinas datter, Irene.
Da kisten blev båret ud, gik prinsesse Cristinas datter, Irene, prinsesse Elenas datter, Victoria, og Pavlos de Gréces søn Aristidis-Stavros nemlig lige bagved bærende på puder med prinsesse Irenes ordner på – blandt andet hendes elefantorden, som hun fik i 1964.



