
Claus Møller Jakobsen har sin helt egen stil: Jeg grinede, da jeg fik opkaldet

Igen i år kan man aften efter aften se og høre Claus Møller Jakobsen som håndboldekspert på TV 2, og igen under denne slutrunde har han sin helt egen stil.
Den tidligere håndboldspiller kan godt lide at skille sig ud, men han blev alligevel overrasket, da han sidste år blev kontaktet af Euroman, der havde kåret ham som en af de 10 bedst klædt danske mænd.

- Jeg grinede, da de ringede, siger Claus Møller Jakobsen.
- Jeg tænker, de måtte mangle en fra sportens verden, og så faldt den på mig. Jeg siger ikke så meget til det, og jeg sagde ja til at være med, fordi jeg syntes, det var sjovt. De har åbenbart haft øje for, at jeg kan lide at klæde mig lidt anderledes, siger den 49-årige tidligere håndboldspiller og fortæller mere om, hvad han går op i, når han køber tøj.
Claus med kant
- Jeg har altid ledt efter lidt kant og synes generelt, det er vanskeligt at finde herretøj, der har kant. Jeg kan godt lide det, selv om jeg nærmer mig de 50. Jeg følger ikke moden eller går synderligt meget op i, hvad der rører sig lige nu og her. Det handler udelukkende om, hvad jeg synes, der er fedt og komfortabelt at have på. Jeg er glad for, at de her er baggy, siger han og tager fat i sine bukser, som på ingen måde strammer om benene.
- Det var en hård periode for mig med skinny jeans. Det bliver aldrig noget for mig med mine gamle håndboldlår, griner han.


