
Kæmpede med restauranten i Årgang 20: Sådan har Nikolaj det efter konkurs

I ”Årgang 20” følger man det til tider travle liv som børnefamilie, og gennem seks sæsoner har man blandt andre kunnet følge Maria og Nikolaj fra Mørke, som er forældre til Solvej og Mathilde.

I den nye sæson er kameraholdet med, da Nikolaj kæmper for at skaffe personale til sin restaurant Beks Mad & Drikke. På tv kan man i tredje afsnit se, at der findes en løsning på problemet, men siden optagelserne sluttede, er der sket en ærgerlig udvikling.
Restauranten er nemlig gået konkurs.
- Udgifterne var større end indtægterne, og så kunne det ikke lade sig gøre. Det har man det altid dårligt med. Det havde været sjovere, hvis det havde været mit eget valg og ikke en konkurs. Men jeg prøver at se det gode i det, og jeg turde tage et sats. Jeg havde restauranten i to år, hvor jeg havde personale, der havde en god arbejdsplads, og jeg bidrog med noget godt til byen, synes jeg. Når man kæmper og gør, hvad man kan, nytter det ikke at gå og blive ved med at dunke sig selv i hovedet, siger Nikolaj til BILLED-BLADET.

Også hans hustru sætter ord på konkursen.
- Som mennesker må man tage nogle sats i livet. Det har vi også gjort med ”Årgang 20”, og der ved man heller ikke, hvordan det udarter sig. Det gik ikke, og så er det op på hesten igen, lyder det støttende fra Maria.
Nikolaj har fortsat sin anden restaurant, Mundgodt, og her går det heldigvis godt.


