
Har kong Frederik og dronning Mary selv designet gaven? Noget tyder på det

Kan kong Frederik og dronning Mary selv have designet gaven til det estiske præsidentpar? Der er noget, der tyder på det.
Tirsdag morgen kickstartede kongeparret deres statsbesøg i Estland, og traditionen tro bød ankomsten på en række overraskelser for både værter og gæster.
På præsidentpaladset var der gaveudveksling, og billeder af gavebordet viser, at der blev givet ordener, portrætter og litteratur. Og så har kongeparret foræret præsidentparret en vase, som de meget vel selv kan have designet.
Den store, blå glasvase ligner utvivlsomt ”Kongevasen”, som modellen kaldes.
Kongehuset har tidligere bekræftet over for BILLED-BLADET, at kongeparret har kreeret vasen i samarbejde med glaskunstneren Anders Raad.
Disse vaser bliver fremstillet på Holmegaard Værk, hvor de er mundblæst af glaspustere, hvilket gør hver enkelt af dem unikke.


Selv har kongeparret en Kongevase i grøn, som man har kunnet se under nytårstalen – denne er dog en ’kortere’ udgave og halveret i højden.

Under kongeparrets besøg til Norge i 2024 fik også Norges kongepar foræret Kongevasen, hvilket fremgik af den officielle gaveliste.
Udover den blå glasvase forærede kongeparret også en bog om Arne Jacobsens design ”Arne Jacobsen - Designing Denmark”, mens de selv modtog ”Silverwhite" af Lennart Meri, som var Estlands præsident fra 1992 til 2001.
