
Simon Pytlick sagde det med et glimt i øjet: Nikolaj Jacobsen mener, det er rigtigt nok

Danmark fik ikke den mest snorlige start på onsdagens kamp mod Norge, for i første del af første halvleg var de på et tidspunkt bagud med tre.
Her valgte Nikolaj Jacobsen at tage timeout.

Efter kampen blev Simon Pytlick spurgt til, om det var en skideballe, de fik af landstræneren, og det rystede en kæk kommentar af sig.
- Vi får aldrig skideballer af Nikolaj. Det er sgu sjældent, fortalte Simon Pytlick i mixed zone efter kampen, som fik pressen til at grine.
- Ej, der var lige nogle ting, der skulle rettes til på de nye ting, vi spillede, og det er nogle gange nemmere at gøre over en timeout end at stå og råbe ind, for så kan det godt virkelig voldsomt udefra, uddybede han.
Der har været en del snak om Nikolaj Jacobsens ledelsesstil, der ser ud til at have ændret sig.
Da landstræneren på torsdagens pressemøde konfronteres med, om han har skruet ned for sine skideballer, var svaret klart.
- Ja meget, svarede han og grinte.
- Hvad plejer man at sige: Man bliver klogere med alderen, og jeg tænker da også over, de ting jeg gør. Så det er sjældent. Jeg kan godt råbe og blive arrig ude på bænken, men så er det nok mere for mig selv end det er rettet mod nogen, uddybede han over for BILLED-BLADET.
For Nikolaj Jacobsen, Simon Pytlick og resten af håndboldherrerne venter en semifinale mod Island fredag.
