
Johan Hansen har store planer for guldfesten: Der er jo et par singler på holdet...

Jublen ville ingen ende tage, da de danske håndboldherrer søndag vandt EM-guld for første gang siden 2012.
Efter fejringen i Boxen blev holdet fragtet i bus til kongressecenteret inde midt i byen, hvor der ventede endnu mere fejring fra de lokale.

Dernæst slukkede kameraerne, og håndboldherrerne fik lov at fejre sejren for sig selv. Det skulle foregå på Fox and Hounds i hjertet af Herning.
- Jeg tror, vi skal ud at drikke en øl eller to. Det har været en lang måned, også med afsavn til familie og venner, sagde Johan Hansen, da BILLED-BLADET mødte ham kort efter kampen.
Mange af spillernes familier var med i Herning og skulle også med videre til efterfesten.

- Det bliver dejligt at fejre det med dem, og så er der et par singler på holdet… sagde Johan Hansen og nævnte Mads Svane, der tilfældigvis gik forbi ham i mixed zone akkurat samtidig.
- De skal også ud at fejre det i aften. Jeg tænker, han får en hyggelig aften, grinede Johan hansen.
- Jeg glæder mig til at fejre det med min bedre halvdel og de andre familier. Mads har jo ikke en familie med her i dag, og så skal han også ud at fejre det – og måske se om han kan finde en familie, jokede Johan Hansen om den unge singlefyr på 23.
Johan Hansen står i hvert fald klar, hvis Mads Svane skulle få brug for en wingman, lovede han.
- Jeg skal gøre, hvad jeg kan, sagde han med et stort smil.




