I tårer på tv: Følelserne får frit løb, da Amalie har åbnet op over Samuel

SPOILER! Artiklen handler om det, der sker i afsnit tre af ”Kærlighed hvor kragerne vender”, som er på TV 2 Play. Læs IKKE videre, hvis du ikke vil have afsnittets indhold afsløret.

Det nærmer sig afgørelsens time for en gruppe kvinder i ”Kærlighed hvor kragerne vender”.

Seerne blev i afsnit to efterladt med en cliffhanger.

For her var det blevet bejleren Amalies tur til at fortælle om sig selv foran de fire singlefyre Brian, Christian, Marcus og Samuel.

Hun beslutter sig for at trække Samuel, som hun har datet, til side og fortæller, at hun lever med sygdommen alopecia, der også kaldes pletskaldethed.

- Jeg tror egentlig, det var noget, jeg havde besluttet hjemmefra, at det skulle siges. Jeg havde ikke besluttet, om det skulle være på tv eller bag kameraet. Det betød meget for mig, hvordan produktionens reaktion var på det, for hvis de bare gerne ville have en god historie, ville jeg ikke gøre det. Det skulle være på mine egne præmisser, fortæller hun til BILLED-BLADET og uddyber:

- Jeg forsøger, at det ikke skal være en hemmelighed, skjult eller være noget, jeg er flov over. Jeg ville gerne sige det også tidligt i forløbet for min egen skyld, hvis Samuel ringede til mig, så jeg ikke kom og smed en bombe, efter han valgte mig. Der er meget i nutidens dating, der handler om, hvordan man ser ud, og det er ikke alle fyre, der synes, piger er attraktive uden hår.

En hård besked

25-årige Amalie fortæller i programmet, at det var som 11-årig, de første tegn på sygdommen viste sig, men dengang ville hun ikke selv tro på det.

- Det var megahårdt. Den tid har jeg på sin vis fortrængt. Jeg ville ikke indse, at jeg fik tyndt hår. Det var min mor, der påpegede det. Jeg tog skyklapper på. Mit hår blev megatyndt, og der var ikke noget hår tilbage til sidst. På det her tidspunkt havde vi aldrig hørt om Alopecia før. Der er ikke nogen behandlingsformer i hvert fald ikke nogen, der har virket på mig, fortæller hun.

Ved lægen bed hun mærke i en kommentar om, at fordi Alopecia er en autoimmun sygdom, kunne det godt være, at hendes immunsystem stoppede med at bekæmpe hendes hårsække – og at hun altså ville få hår igen.

Netop den kommentar og det håb hang hun fast i længe, før hun godt fem år efter diagnosen begyndte at indse, det nok ikke ville vende tilbage.

- Jeg tror, det begynder at gå op for mig efter fem års tid. Jeg kommer på efterskole og i gymnasiet, ikke at det gjorde det nemmere, fordi det er en tid, hvor ens identitet fylder. Der begynder det at gå op for mig, at der er lange udsigter til at få håret tilbage. Det er først i mine 20’ere, jeg begynder at hvile mere i det. Førhen har jeg haft svært ved at snakke om det. Jeg blev sur eller ked af det, fordi jeg ikke gad snakke om det. Børn er ikke altid megasøde, så der hænger dårlige kommentarer fra dengang fast, der følger én, fortæller hun.

Sygdom holder hende ikke tilbage

Amalie har lært at leve med sin alopecia, og hun forsøger ikke at lade den holde hende tilbage.

- Det er ikke noget, der begrænser mig i min hverdag, som det nogle gange førhen har, hvis man tager i svømmehallen og på stranden. Det bliver håret ødelagt af, og jeg har givet mange penge for min paryk, så jeg vil helst passe godt på den. Men der er ikke noget, der kan holde mig tilbage, selv om jeg ikke har hår. Det har været med til at forme mig til den, jeg er i dag. Jeg er blevet stærkere, fordi jeg har stået over for andre udfordringer end andre unge, fortæller hun.

Derfor er Amalie også glad for den reaktion, Samuel har på hendes fortælling.

- Jeg synes, han tager godt imod det. Jeg ved godt selv, at hvis jeg sad på den anden side, ville jeg tænke, hvad siger man lige til det. De vil jo gerne gribe én. Han tog rigtig fint imod det også i forhold til de omstændigheder, jeg fortalte det under. Han må da også have tænkt: ”Hold da op hvad foregår der”, da jeg hev ham til side. Han greb mig meget fint i det. Det var dejligt, fortæller hun.

I tårer på tv

Som seerne nok bemærker, er Amalie meget følelsesladet efter sin snak med Samuel.

- Jeg er helt vildt ked af det, men det er ikke, fordi jeg som sådan er ked af det. Jeg var lettet. Jeg tror, det havde fyldt ret meget, som det gør i alle mine datingrelationer. Der falder en sten fra hjertet. Det gjorde det nemmere for mig at komme videre, fortæller hun.

Faktisk rammer følelserne hende først, da hun får et kram af en af de andre kvindelige bejlere.

- Jeg har skønne piger omkring mig, som giver krammer og er der for mig. Man prøvede lige at spille lidt sej, men når det først er en, der giver en krammer, så bliver man berørt, fortæller hun.

For Amalie var det vigtigt at fortælle om sin sygdom, før Samuel skulle tage sit valg.

Selv om hun måtte vente længe – faktisk omkring fem timer – ringede han hende op, og hun tog imod hans tilbud om en gruppedate.