
Danni tredoblede sin gæld efter sin første gang i Luksusfælden: Sådan går det i dag

Det er sjældent, at deltagere, der har været med i TV 3-programmet ”Luksusfælden”, vender tilbage.
Men det er altså tilfældet med Danni. Han deltog i programmet for seks år siden.

Efter han havde fulgt eksperternes råd i godt halvandet år, skrantede hans økonomi igen.
- Det gik meget godt til at starte med. Men som det er med årlige vaner, kommer de oftest igen. Det var nemmere at tage de nemme valg. Det var nemt at tage et lån, fordi det dækkede lige nu og her. Man tænkte ikke over, at der var en konsekvens, fortæller han til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Det begyndte at blive en vane. Så tænkte jeg bare, jeg var nødt til at gøre noget ved det.
Danni syntes, han havde fået meget hjælp, da han var med i ”Luksusfælden” første gang, og derfor rakte han igen ud efter eksperternes hjælp.
- De hjalp mig rigtig meget sidste gang og gav mig værktøjer. Der var jeg ikke god til at bruge dem, fordi jeg tog den nemme vej. Når man kommer i ”Luksusfælden”, tænker folk, det kører på skinner, men der er lange måneder, hvor man føler, der ikke sker noget. Jeg ville give det et skud igen, fordi de gjorde så meget for én og lavede gode aftaler, fortæller han.
Har tredoblet sin gæld
Da de økonomiske eksperter Jan Swyrtz og Kenneth Hansen besøger Danni, er det tydeligt, at det er gået ned ad bakke for hans økonomi.
Det viser sig, at Danni faktisk har tredoblet sin gæld, siden han var med i programmet første gang, så hans samlede gæld endte på 794.000 kroner.
Da eksperterne skal vise hans forbrug, er de overraskede over, at han med en gennemsnitlig indtægt på 39.600 kroner ikke har en sund økonomi.
Men deres gennemgang viser, at han på posterne transport og mad bruger omtrent 10.000 kroner, mens hans diversepost er på hele 15.000 kroner. Danni roses for at prioritere at betale børnepenge.
Danni har et fast job som lastbilchauffør, mens hans job ved siden af er at udbringe take away. Desværre har hans dårlige vane med at drikke energidrik og spise junkfood noget ramt hans økonomi.
Eksperterne viser, at Dannis forbrug af junkfood på et år svarer til 130.000 koner, mens han på sit ekstraarbejde har tjent 139.000 kroner.
- Når man var i situationen, føltes det ikke som om, man ikke havde brugt så mange penge på det. Jeg følte, jeg knoklede meget, men jeg brugte pengene forkert. Jeg havde teknisk set kun tjent 9000 kroner ved at have ekstra job i et år. Det var ikke særlig sjovt at se, når man tænker på, jeg havde prioriteret arbejde over børnene. Jeg kunne have brugt mere tid med dem. Det var en øjenåbner, fortæller han.
Inden optagelserne havde Danni været ved lægen for at få tjekket helbredet, og allerede da havde han skåret energidrik og cigaretter fra, lige som at han har skåret gevaldigt ned for sit forbrug af junkfood.
Eksperterne opstiller to krav til Danni, som han skal overholde, før de ville lave et endeligt budget for ham. Netop de to krav om madbudget på maksimalt 3300 kroner og 2300 på diverseposten overholdt han.
Har mistet sit ekstra-job
Danni har hele vejen igennem programmet givet udtryk for, at han har arbejdet for meget. Derfor er det også et fokuspunkt for eksperterne at skrue ned for hans timer, men at han stadig har en ekstraindkomst.
Det betyder dog også, at Danni kommer til at have misligholdt gæld, fordi han ikke har indtjening nok til at betale alle sine kreditorer.
Kenneth Hansen og Jan Swyrtz lægger det endelig budget for Danni, mens de samtidig har sparet ham for 74.000 kroner på renter, efter de har forhandlet med hans kreditorer.
Danni overholder budgettet så godt han kan, men siden optagelserne har han mistet sit ekstra job.
- Jeg har mistet en indkomst, der gjorde, det blev mere besværligt at overholde. Nogle af mine lån er røget til inkasso. De var ikke til at forhandle med. Man var lidt nødt til at smide dem derover for at få en anden afdragsordning. Det kræver, at pengene er til at kunne afbetale alle sammen, fortæller han og uddyber:
- Eksperterne har forhandlet en del aftaler på plads, men der var nogen, der ikke ville lave nogen aftaler. Det er nogle af dem, man er nødt til at smide til inkasso. Jeg tjener ikke så mange penge, som jeg gjorde på det tidspunkt.
Han har dog stadig god hjælp fra ”Luksusfælden”-eksperten.
- Jeg snakker stadigvæk med Kenneth i ny og næ, for jeg bruger de værktøjer, de har stillet til rådighed. Jeg vender min økonomi med flere folk i stedet for at gå med det selv, fortæller han.
Danni har også lovet, at han ikke vender tilbage i programmet.
- Jeg lovede Kenneth og Jan, at jeg ikke tilmeldte mig for tredje gang. Nu gør jeg brug af mine værktøjer. Jeg bruger den hjælp, jeg kan få, og så snakker jeg med min familie om min økonomi i stedet for at sige, at jeg kan det hele selv, fortæller han.
"Luksusfælden" kan ses på TV 3 og Viaplay.



