
Kong Frederik deltog i jubilæumsfrokost: Én detalje sprang i øjnene

Kong Frederik havde flere opgaver i sin kalender tirsdag. Allerede fra morgenstunden, helt præcis klokken 9.00, stod han klar på Christiansborg Slot, hvor han modtog ambassadører fra Peru, Japan, Italien og Litauen i tiltrædelsesaudiens.
Et par timer senere var det så statsminister Mette Frederiksen og tiltrædende minister Henrik Frandsen, der skulle mødes med kongen i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg
Klokken 12.30 modtog kong Frederik den afgående minister Mette Kierkgaard samme sted.

Derefter skulle kongen skynde sig over til Søofficers-Foreningens lokaler i Kommandantgården på Kastellet, der kun ligger et stenkast fra Amalienborg. Her deltog han i en frokost i anledning af 225-året for indstiftelse af Søværnets Hæderstegn.

"Arrangementet markerede både jubilæet for indstiftelsen af hæderstegnet og gav Søofficers-Foreningens medlemmer lejlighed til at takke Kongen for protektionen. Blandt deltagerne var desuden repræsentanter fra Søværnskommandoen, ligesom Søværnets Tambourkorps medvirkede musikalsk under arrangementet", lyder det fra kongehuset.

De har delt en række pletskud fra arrangementet. På et af billederne kan man se en helt særlig mand. I Søofficers-Foreningens ene lokale hænger der nemlig et maleri af kong Frederiks morfar, Frederik 9.
Kongen blev kendt som "sømandskongen" i kraft af sin store dedikation til søværnet.


