
Kan du se ligheden? Nu får tv-serie om John F. Kennedy jr. og Carolyn Bessette premiere

I juli 1999 skulle John F. Kennedy jr, hans hustru Carolyn Bessette og hendes søster, Lauren, deltage i et bryllup på øen Martha's Vineyard, der ligger nordøst for New York.
Trekløveret nåede dog aldrig så langt, da deres fly af modellen Piper Saratoga, der blev styret af John, styrtede ned i Atlanterhavet.

"Der ser imidlertid ikke ud til at være meget håb om at finde de tre passagerer i live. John F. Kennedy jr., hans kone og dennes søster blev mandag morgen, dansk tid, anset for omkommet i farvandet ud for den amerikanske østkyst. Den amerikanske kystovervågning sagde, at muligheden for at overleve i vandet med temperaturer på cirka 20 grader var overskredet", skrev Danmarks Radio i 1999.
Først nogle dage efter flystyrtet blev ligene af John F. Kennedy jr, Carolyn Bessette Kennedy og Lauren Bessette fundet af dykkere.
Den tragiske ulykke er bare én af mange tragedier, som Kennedy-klanen er blevet udsat for.
Nu, næsten 27 år efter John F. Kennedy jr. og hans hustru Carolyn Bessettes død, har den kendte instruktør Ryan Murphy skabt serien "Love Story: John F. Kennedy Jr. & Carolyn Bessette", der tager udgangspunkt i deres forhold.
I titelrollerne kan man opleve Paul Anthony Kelly og Sarah Pidgeon. Mens Sarah tidligere har spillet med "The Wilds" og "Tiny Beautiful Things", er Paul Anthony Kelly et helt ubeskrevet blad.


TV-serien kan streames på Disney+ den 13. februar 2026, men allerede tirsdag havde den gallapremiere i New York.



