
Mary kalder hende for sin ”ledestjerne”: Snart kan de endelig ses igen

Fra 14.-19. marts drager kong Frederik og dronning Mary om på den anden side af Jorden, når de aflægger statsbesøg i Australien.
Under besøget skal kongeparret bl.a. besøge øen Tasmanien, hvor dronning Mary kommer fra, og hvor flere af hendes familiemedlemmer stadig bor.
Der er altså mulighed for, at Mary kan få set sin familie, som hun sjældent ser, da afstanden er så stor.
Marys bror, John Stuart Donaldson, bor som den eneste af hendes søskende i Perth på Australiens vestkyst, mens hendes søstre, Jane og Patricia, og faren, John Donaldson, alle bor i Hobart på Tasmanien.
I anledning af sin 52-års fødselsdag i 2024 delte Mary nedstående billede af sig selv og sin far på sociale medier.
Før sit bryllup med daværende kronprins Frederik i 2004 fortalte Mary Donaldson om sine søskende i bogen ”Kronprinsesse Mary fortæller til Anne Wolden-Ræthinge”.
Her fortalte Mary, at hun var bedste venner med broren, 55-årige John, som barn, og at han er et rart og varmhjertet menneske.
Søsteren Patricia, som fylder 58 i marts, kalder hun en god og tæt ven, og én hun kan stole på i alle sammenhænge.
Det er dog Marys ældste storesøster, 60-årige Jane, som bliver beskrevet mest i bogen ”Kronprinsesse Mary fortæller til Anne Wolden-Ræthinge”.

- Som storesøster er hun, siden min mor døde, på en måde blevet moderfigur for mig. Hun ved det sikkert godt, men hun vil nok ikke være ved det. Hun har været en slags ”ledestjerne”, en guide for mig – min fortrolige. Hun er klog. Hun har virkelig været en støtte for mig, fortalte Mary til Anne Wolden-Ræthinge, kaldet Ninka, i bogen.
Marys mor, Henrietta, døde i 1997 i forbindelse med en hjerteoperation.
Af Marys tre søskende er Jane også den, der har oftest har været at finde til de officielle fester og familiefødselsdage i Danmark.
Jane Stephens var bl.a. med til prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag (sammen med søsteren Patricia), kronprins Christians 18-års fødselsdag (med sin mand, Craig) og til tronskiftet i 2024.
Det er ikke meldt ud, om kongeparret tager nogle af deres fire børn med, når de i marts besøger Australien.


