
Mie Skov blev indlagt og gennemgik to operationer: ”Jeg har aldrig været så syg før”

Mie Skov, der for tiden er aktuel i TV 2-programmet ”Spillet”, blev omkring nytår indlagt på Herlev Hospital.
Det viste sig at være et sygdomsforløb, der endte med at strække sig over knap syv uger.

Derfor var hun da også glad, da hun søndag var frisk nok til at deltage i gallapremieren på animationsfilmen ”Goat”.
- Jeg er for første gang ude i dag. Så jeg har faktisk været syg i seks-syv uger. Så jeg er bare vildt glad for at kunne være her i dag og føle mig rask, fortalte hun til BILLED-BLADET.
Det har været en hård periode for hende. Faktisk har hun aldrig prøvet noget lignende.
- Jeg er ikke vant til ikke at lave noget. Men jeg var tvunget til at være lagt ned. Jeg var indlagt en stor del af januar, og jeg var igennem to operationer. Det har virkelig været heftigt. Jeg har aldrig været så syg før, fortalte hun og uddybede:
- Det var lidt en opvågning og faktisk også lærerigt at opleve, hvordan det foregår på den side. Jeg har stor respekt for hele vores sundhedsvæsen. Det var virkelig en vild omgang. Men også meget utrygt at være så syg, for det har jeg ikke været før.
Hvad der begyndte som nyresten endte med at blive omfattende.
- Jeg tror, at alle kan blive ramt af nyresten. Min havde sat sig fast, så det gjorde, at hele min nyre var meget inficeret. Og det endte med, at der var så mange bakterier i, at det gik i blodet, og så var jeg rigtig syg, fortalte hun.
Heldigvis er hun i bedring.
Hun ser frem til, at hun skal komme sig endnu mere oven på den hårde tid med sygdom.
- Nu glæder jeg mig bare til at bygge mig selv stærkt op igen, så jeg kan komme tilbage til mit arbejde og min padelkarriere, fortalte hun.



