
Nick Mønsted fra Min sidste gave er gået bort

Nick Mønsted, som danskerne lærte at kende gennem DR-programmet "Min sidste gave", er død.
Det bekræfter hans hustru, Michell, i et dybt rørende opslag på Instagram.
- Nick er død .. 😢De mest smertefulde ord at skrive, indleder hun opslaget.
Nick sov stille ind mandag formiddag, efter længere tids kamp mod kræft.
Han har den seneste tid været indlagt på hospice, hvor han tilbragte sine sidste dage omgivet af sin familie.
I opslaget beskriver Michell den tomhed, der nu fylder, men også den kærlighed, som fortsat er til stede.

Nick var uhelbredeligt syg og har i lang tid delt åbent om sin sygdom og den virkelighed, familien stod i. Efter optagelserne til "Min sidste gave" forværredes hans helbred, og selv om lægerne oprindeligt vurderede, at han havde omkring et år tilbage at leve i, udviklede sygdommen sig hurtigere end forventet.
Tidligere på året modtog familien den besked, de frygtede mest.
Nick havde nemlig kun få uger tilbage at leve i, og herefter blev Nick indlagt på hospice.
Ifølge hustruen fik han præcis den afsked, han havde ønsket sig.
- Nick fik fred i formiddags mens børnene og jeg sad ved hans side – præcis som han havde ønsket det ♥️, skriver hun i opslaget.
Blot et par dage før sin død delte Nick et sidste, meget rørende øjeblik på Instagram, hvor Michell overraskede ham på hospiceværelset med en tatovering dedikeret til ham.
Nick Mønsted efterlader sig sin hustru Michell og deres to børn, Ina på 10 år og William på 14.


